Noget om mod, superhelte og en ægte svækling

Første besøg på “Mand mig op”? Tilmeld dig sidens RSS-feed.

Jeg ved ikke om andre også gør det? Jeg ved min kone ikke gør og hun er den eneste jeg har delt dette med. Men når jeg skal sove så bruger jeg superhelte-tricket. Jeg ligger mig ned og fantaserer om at jeg bliver bidt af en radioaktiv edderkop og få en ”nu-bliver-du-en-helt”-feber, eller at jeg bliver inddraget i et verdensomspændende agentbureau og trænet til topagent. Det lyder måske mærkeligt, men til gengæld bruger jeg i gennemsnit tre minutter på at falde i søvn om aftenen.

Der er bare noget ved superhelte som fascinerer mig. Helt fra jeg var lille og så Rocky på VHS bånd,  til i dag hvor jeg spændt venter på den næste film som samler ”The Avengers” i en (forhåbenlig) storslået forbryderjagt . En ting er, at superkræfter bare gør ting meget lettere i hverdagen og at man er garanteret en lykkelig slutning (på nær Batman, sorry mate). Noget helt andet og vigtigere er at være den modige og gode helt i de meste kaotiske og udfordrende situationer, hvem vil ikke gerne være det?

Men mod er en underlig størrelse, vi kan alle gå og puste os op og vise os modige, men det er først når frygten sætter ind, at der kræves mod, og vi frygter hver især forskellige ting. Nogle mennesker betragter mig som modig, fordi jeg tør stille mig op foran hundredvis af mennesker og tale – de er selv rædselsslagen for sådan en situation og derfor kalder dig mig modig. Men det kræver ikke mod for mig, for jeg frygter ikke sådan en situation, lidt sommerfugle i maven når det er en ny forsamling måske, men frygt? Nej – nærmere et rush!

Jeg husker engang jeg virkelig ønskede jeg var den modig, men hvor jeg var en svækling. En aften i 3.g sad jeg på en banegård sammen med en veninde og ventede på mit tog hjem. Pludselig lød der råb og skrig og en jævnaldrende pige kom løbende ind på banegården forfulgt af en meget vred og meget påvirket fyr på min egen størrelse. Fyren griber fat i pigen, banker hende op mod muren adskillige gange  mens han råber og skriger diverse skældsord op i hovedet på pigen der nu hulker og græder. Efter 15 sekunder var hverken Spiderman eller C.I.A dukket op, det var frygten til gengæld, den lammende frygt for at få tæsk hvis jeg blandede mig, den frygt som holdt mine øjne fæstnet mod jorden og pulsen over 200 (og jeg bliver ikke grøn og stor når det sker). Vi sad faktisk 6 mænd på den banegård, nogle både ældre og bredere en jeg, men alle talte vi fliserne omkring vores stole. 2 minutter senere var pigen og fyren væk.

Tro mig, jeg har ofte gennemgået den aften i mit hoved, analyseret mine muligheder (og min frygt), tænkt på hvad jeg kunne have gjort lige fra at selv tage tæskene til at lave en samlet modstand med de andre mænd på banegården den aften. Men situationen kommer ikke igen – mine 15 minutters superhelte chance fløj forbi og tilbage stod svæklingen.

Det er spøjst med mod, ingen af os ved hvor modige vi virkelig er før situationen melder sig sammen med frygten. Før det er al tale og tanke om mod bare tom luft og fantasi, der endnu ikke har stået sin prøve. Jeg har hørt om en forfatter der interviewede mennesker der havde begået store bedrifter, hun var interesseret i hvor de fik deres mod fra og om de ikke var bange? Da hun beskrev oplevelsen af frygt for disse mennesker, fortalte de at de skam havde disse følelser og oplevelser i kroppen, men de responderede ikke på dem, de var alt for optaget af deres mål og udfordring.

Så mod handler vel i bund og grund ikke om fraværet af frygt, men om evnen og viljen til at handle imod frygten, overvinde den eller ignorerer den. Det bare så svært, fordi jeg ikke kan øve mig, frygten kommer jo kun i situationer, hvor der er en reel fare, ikke i min hverdag med trygge rammer og faste rutiner. Tilbage er kun fantasien som træningsbane, men det fungere heller ikke rigtig for mig, for hver gang jeg prøver at fantaserer mig til en situation hvor jeg er den modige og overvinder min frygt, så falder jeg i søvn.

Så er det din tur, hvad er din oplevelse med mod og frygt? Hvad gør du når frygten rammer dig så intimiderende af du ikke kan handle, men bare være en tom skal fuld af lammende tanker og et vigende mod? Har du været i situationer hvor du var modig eller en svækling? Skriv en kommentar her.

Bidrag med din kommentar, mening eller vinkel her:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s