At sige fra a-b-c

At sige nej er en del af livet

Ja, så skal jeg bare lige lære det også!

Jeg snerrede af min hustru forleden, indrømmet, snerrede! Sådan nede fra maven, vred og opgivende og hen over bilens tag. Det sker ikke så tit, men det skete lige der, fordi jeg ramte et nulpunkt, et dråben-der-får-glasset-til-at-flyde-over-punkt og så kommer tænderne frem sammen med den snerrende lyd. Jeg er ellers typen, der snerrer indad.

Hvordan kom jeg hertil? Det er meget enkelt, jeg fik ikke sagt fra i tide, der var løse ender på arbejdet, halvfærdige opgaver hjemme og på vej ud til bilen falder hendes kongelige højhed prinsesse Vanilla Twilight, og som fruen konstatere, skal have nye strømpebukser på. Det var dråben. Åndsvagt! Selvom jeg er et magtfuldt menneske, så er det ikke altid jeg magter magten, jeg imødekommer forventninger fra mig selv og andre, endda nogle forventninger jeg forestiller mig, andre har til mig. Og så når jeg til sidst et nulpunkt i overskud.

Første besøg på “Mand mig op”? Tilmeld dig sidens RSS-feed.

Hvad er så grunden til, at jeg ikke får sagt fra? Nogle gange er det fordi, jeg et eller andet sted tror, at nogle bestemte personer må bestemme over mig. Så når de beder mig om noget (sikkert fra et perspektiv om et udtrykt ønske ikke en ordre), oplever jeg det som om, at jeg ikke har muligheden for at sige fra. Der selvfølgelig situationer, hvor dette er tilfældet, jeg er ansat af en arbejdsgiver, jeg har lovet noget af min tid til forskellige personer og projekter – det er helt fair, jeg skal holde, hvad jeg lover. Men der er så nogle gange, hvor jeg senere kan se, at jeg kunne sige fra, men ikke fik det gjort.

Der er også gange, jeg ikke får sagt fra af den simple grund, at jeg er bange – bange for personen og bange for konsekvensen. Ikke bange som i, Uha, jeg får tæsk (det er ret sjældent jeg er i sådan situationer). Men bange som i, hvilken status får jeg i personens univers, hvis jeg siger fra, eller hvilken relation har jeg til denne person, hvis jeg siger fra? Det er selvfølgelig ikke tænkt så klart i selve situationen, når en person spørger om noget, det er mere en indlært følelse om at give efter, fordi så står jeg med mere kredit hos personen (det er ret, sjældent jeg når at tænke super langt før jeg svarer). Når jeg tænker over det bagefter, er der ingen grund til at være bange, jeg kan ikke kontrollerer en anden persons attitude til mig eller vores relation. Og oprigtigt tror jeg hverken andre, eller jeg selv ønsker, at folk skal handle på vores ønsker ud fra frygt.

Men oftest handler jeg ud fra manglende betænksomhed på mig selv! Jeg mærker simpelthen ikke efter hvor mit energiniveau eller mængden af tilgængelig tid ligger, og så får jeg sagt fra i tide. Hvor ofte har jeg ikke citeret for mig selv Ed Coles ord “En mands succes, ligger i hans evne til at sige nej”? Men jeg siger altså ofte ja (den skarpe læser kan så hurtigt regne ud, at min succes… got it?). Og dette er måske kernen til at mit bæger nogle gange løber over, at jeg ikke er så opmærksom på, at det er ved at være fuldt. Jeg får ikke tager mig tid til at få hældt noget ud. Jeg kan trøste mig med, at jeg er blevet bedre, der går længere tid imellem at min kone får et vandbad med sur galde. Jeg er blevet bedre til at kigge i min kalender (tak Gud for smartphones), før jeg siger ja til nye projekter. Og på det sidste er jeg blevet meget mere bevidst om min egen tid, måske fordi der ikke er så meget af den.

Er du god til at sige fra i tide? Hvis ja, hvilke tanker gør du dig så om de personer du skuffer? Hvis nej, hvad er så din grund til ikke at få det gjort? Skriv en kommentar her.
(Billede af Simon Doggett)

4 thoughts on “At sige fra a-b-c

  1. Nej, er du gal, jeg er ELENDIG til at sige fra og sige nej! Men jeg øver mig! Min øvelse ligger primært i overhovedet at mærke, hvad der føles rigtigt eller forkert for mig, før jeg må tænke på at tage hensyn til andres behov. DET syn’s jeg er svært. Men ja, alternativet er, at bægeret flyder over og jeg, som dig, “eksploderer” i hovedet på andre…

    • Hej Line
      Jeg tror det sker rigtig mange steder – det sker i hvert fald herhjemme, og begge forældre er lige skyldige. Det er lidt som om, at hvis man siger fra overfor venner, arbejde, aktiviteter, kirke osv., så er man (jeg) bange for at blive stemplet som kedelig, minus-overskudsagtig eller en lyseslukker. Og så går man udbrændt hjem og læser lorten ud over dem man holder af… måske fordi kærligheden kan bærer det og de kender en som mere en kedelig, minus-overskudagtig og en lyseslukker? Det er lidt unfair, hvis det er sådan.

  2. Jeg er selv i en periode hvor jeg er temmelig stresset.. og jeg ved at det er nu jeg skal vise at jeg mestrer kunsten at sige fra… Vi bliver jo i arbejdslivet opdraget til at sige fra – som om det er okay… HVORFOR er det alligevel at det er så svært?? Folk er jo blevet slået ihjel eller gået helt til grunde fordi de ikke kan sige fra… fordi de ikke tør at skuffe eller fornærme… Det er på en eller anden måde unaturligt for de fleste af os, og hvorfor?

    Fordi det konflikter med grundelementer i vores almene opdragelse..
    – Høflighed
    – Man ønsker ikke at skuffe andre
    – Det kan pådrage andre ekstra byrde hvis jeg siger fra
    – Pligtopfyldenhed
    – Man vil faktisk modsat gerne glæde/hjælpe (lidt større hos kvinder end mænd tror jeg)
    – Nogen af os er sågar belastet yderligere med et decideret “pleaser-gen”

    Og så synes jeg det er interessant det du skriver omkring at vi lader nogen personer bestemme over os. Du har fuldstændig ret, der er nogen autoriteter hvor vi accepterer at de bestemmer over os. Hvis min chef siger.. det kan jeg godt forstå, men du skal, der er ingen vej udenom… ville jeg så ikke blive nødt til at gøre det?? Men det pudsige er jo.. det har han jo aldrig nogensinde gjort. Faktisk, det har jeg aldrig haft en chef der har gjot. Det er jo ikke chefen der presser mig.. det kommer jo indefra, det er mig selv!!

    Jeg tror det er en kombination af grundlæggende opdragelse og nogen indefrakommende behov. Det at sige fra konflikter med vores opdragelse og høflighed!!
    Og så er Maslows menneskelige behovspyramide heller ikke helt uaktuel. Behov for anerkendelse, accept, kærlighed, succes fylder meget i vores manglende evne til at vælge til og fra.

    I sidste ende, hvis man skal bevare balancen, skal man vælge de rigtige ting til, og de rigtige ting fra, i modsætning til at vælge de forkerte ting til og de forkerte ting fra. Og synliggøre prioriteterne .. Det er næsten ren matematik…

    Det er blot mit tankespind omkring det.. fordi jeg har erkendt at jeg selv er håbløs til at sige fra, og samtidig er en klovn til at melde mig til for meget.. og resultatet er ubalance, frustration, vrede og stress… Jeg arbejder stadig på formlen😉

    /Inger

    • Tak for gode tanker, Inger. Og velkommen forbi.

      Der er helt klart mange aspekter af, hvorfor det er så svært. Mit seneste “proaktive projekt” er igang med at lærer mig, at jeg har ansvaret ene og alene… hold da op det er svært. For jeg kan så godt følge dig i “behovspyramiden”, opdragelsesvejen, pleaser-gen osv.

      Men mon ikke det kan læreres hen af vejen?

Bidrag med din kommentar, mening eller vinkel her:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s