Hvornår skal jeg kalde det utroskab?

Der er masser af hjælp at hente til ens ægteskab

Mange bøger giver hjælp og gode råd til før og efter “Den store dag.” (Foto: Daniel Oniers)

Jeg ser og hører om flere og flere skilsmisser i kirken i dag, og en samtale forleden med en kollega satte nogle tanker i gang omkring utroskab. Bibelen giver 2 legale grunde til at blive skilt – den ene er hvis ægtefællen ikke er en kristen og vil skilles, den anden er hvis en af parterne er utro, men hvornår er man egentlig utro?

Hjælp mig lige med den her! For jeg er en smule forvirret og tankerne flyver i flere

retninger. Jeg kan nemlig finde mere end én tolkning, omkring hvad utroskab er. Den letteste er julefrokostknaldet i bedugget tilstand med en kollega i et forlængst glemt kælderdepotrum på arbejdspladsen, eller benyttelsen af diverse moderne hjemmesideservices, der tilbyder formidling af kontakt til en “ganske uskyldig og ægteskabsforfriskende” affære. Det er ikke så svært, at sætte 2 streger under resultatet her og kalde det utroskab (en lort er en lort). Mine spørgsmål er heller ikke hvor grænsen går når det kommer til at kærtegne, kysse, knalde eller sende lange blikke efter en anden en ens egen (selv en prut lugter af lort, ik?). Nej, mit store spørgsmål går mere på om en passiv mand er en utro mand?

Lad mig forklare: Hvis jeg bliver passiv i mit ægteskab, stopper med at romantisere min hustru, og bliver fraværende i relationen, er jeg så utro? Her tænker jeg ikke på, at man kunne gå ned i perioder med stress eller depression. Jeg tænker heller ikke på, at man kan blive syg eller kommer ud for en ulykke som invaliderer en på livstid, for sådanne situationer var med i løftet om at holde ud “i medgang og modgang“. Nej, hvad hvis en af os mister initiativet og bliver passiv i vores eget liv og det derved passiv i relationen til vores partner?

Vi har lovet hinanden at “elske og ære” hinanden til døden os skiller. Men hvad kalder vi det, hvis jeg stopper med at elske? Ikke sådan à la kærligheden er på lavblus (for det kan ske i perioder for alle forhold), men mere à la kærligheden er på lavblus og jeg gør intet for at det skal forandre sig. Vi falder væk fra hinanden, og jeg gør intet for, at vi kan mødes igen. Vi skændes eller taler overhovedet ikke sammen længere, og jeg tager ikke initiativ til forandring. Jeg bliver incarnationen af “du får ret og jeg får fred” og min hustru oplever mig som at slå i en pude? Og hvad hvis jeg i alt dette forholder mig passiv til at det skal ændre sig – jeg sidder ved eget valg som bænkevarmer i parforholdets fodboldkamp. Er jeg så utro?

Der skal 2 til at skabe en relation, og hvis den ene melder sig ud men ikke skrider, hvor længe skal den anden så holde ud, vente, bede, råbe og håbe – 2 år, 10 år, resten af livet? Hvad hvis personen ikke vil parterapi, ikke vil tale med sine venner om det eller bare ikke vil foretage en google-søgning for at få relationen på noget der bare minder om et spor igen? Er det så utroskab mod ægteskabsløftet “…at ære og elske“, og er det grund nok til en legal skilsmisse, eller er det bare ærgerligt og surt show resten af livet?

Jeg ved, at dette kan skrives med omvendt kønstegn, men min uvidenskabelige empiri (jungletrommerne) fortæller mig, at det oftest er manden, der er passiv. Men hvad tænker du, hvornår er man utro? Når man knalder ved siden af, eller er utroskab langt mere sofistikeret og nuanceret? Skriv din kommentar her.

Læs også

 

9 thoughts on “Hvornår skal jeg kalde det utroskab?

  1. Min erfaring siger mig, at det er svært at bibeholde entusiasmen for en ægtefælle i længere tid ad gangen. Den mest entusiastiske kan forsøge at genstarte et tilsandet forhold med en krotur uden børn og rigeligt med transaktionsvand (som oftest rødvin). Men det hjælper ikke. Begge ved at vi skal være sammen til vi segner og at ingen vil forlade børnene eller gøre dem til skilsmissebørn. Så vi dyrker mindre sex og snerrer mere. Efter gennemsnitligt 4.5 år bliver en af parterne enig med sig selv og en arbejdskollega om at de kan gøre det bedre.

    Det burde ikke være i orden at lade et forhold sande til i dagligdag, uopmærksomhed og disinteresse. Men når det sker, er der ingen at klage til og klagerne vil alligevel ikke blive hørt.

    Mit bedste råd mod et tilsandet forhold er at holde partneren i en evig konkurrencesituation. Det er kun hvis partner1 er synligt attrået af en udefrakommende, at partner2 vil kunne bibeholde entusiasmen. Jo mere en mand eller kvinde uselvisk gør i hjemmet, jo mere vil de blive anset som funktion og møbel. Jo mere de beundres af udefrakommende, jo mere respekt vil de få i hjemmet.
    Det er måske løsningen på at holde forholdet på stikkerne. Og ellers er det en god begyndelse til at komme ud af det.

    Jeg blev engang interviewet om det
    http://fedogmisbrugt.dk/per/irene.php
    Det var lidt efter jeg holdt op med at tro på den store himmelalf og hans enebårne søn

    • Hej PerH.

      Jeg er da ked af at høre om din erfaring med forhold. Mener du virkelig at vi alle grundlæggende mister entusiasmen med tiden? Jeg kan godt se på statistikkerne at en stor del af dagens forhold gør, men derfra og til at gøre det til en “sådan er det bare” er måske at male en vis person på væggen.

      Der findes jo også masser af eksempler på mennesker, der har haft deres udfordringer (tilsandethed), men som så har fået gruset ud af maskinen og igen har et forhold med “mindre snerren og mere sex.” Hvad tænker du om det?

      Tror du oprigtigt på at en konkurrencesituation er løsningen? Jeg er enig i at det at være attraktiv i sin ægtefælles øjne er vigtigt, men derfra og til at spille med jalousikort, kan jeg ikke se som sundt for et forhold. Det kan hurtigt blive en situation hvor man må “oppe sig” for sin ægtefælles kærlighed eller hvad?

  2. Jeg mener ikke, at vi alle mister interessen/entusiasmen på et tidspunkt. Jeg vil gætte på at 30% af de, der indgår ægteskab dør tilfredse med deres ægteskab, uden at have hungret stort eller smertefuldt efter noget bedre. Mit gæt er så at 30% af de, der bliver gift fortsætter med at være gift selvom de skælder ud på hinanden, bebrejder hinanden, hungrer efter noget bedre, men alligevel fortsætter som ægtepar. 40% af de, der indgår ægteskab bliver skilt
    http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR143.pdf

    Så entusiasme-tabet rammer ikke alle. Kun en overvejende del. Og det er som bekendt nok at den ene part i et ægteskab rammes. Så forsvinder magien også for den anden.

    Jeg er 42 og blandt mine jævnaldrende har jeg ikke set et eneste par klare tilsandetheden. Det er blevet til skilsmisser, mental og fysisk utroskab og despekt i lange baner. Kvinderne bliver kernesunde speltmødre og deltids-coaches, der ikke tåler modsigelse. Mændene bliver til trætte, velmenende servicefunktioner.
    Jeg har ikke set nogen få lov til at beholde deres stærke entusiasme for hinanden.

    Konkurrencesituationen kan holde en del tølperagtig adfærd i skak. Hvis partner 1 ved at partner 2 er attraktiv i andres øjne og respekteres uden for hjemmet opfører partner 1 sig pænere, end hvis hun/han ved at hun/han er alt for ægtefællen.

    Sagt på en anden måde. Man vitaliserer ikke nødvendigvis forholdet ved at pumpe den grimme følelse jalousi ind i det. Man skal ikke nære jalousien. Men man skal klart vise, at man stadig er attraktiv på en måde partneren forstår. Og det er altså ikke ved at kysse, kramme, maszere fødder, passe børn, tage i byggemarked. Man skal vise sig værdifuld på det frie marked.

    Tilsandethed kan ikke klares hjemme. Man skal ud og markere sin position for at blive taget alvorligt.

    Jeg ved ikke om man bliver bede ægtefæller af at afskære mandens adgang til porno og kvindens adgang til kærlighedsfilm

    Der var ingen restriktioner i mit første ægteskab, men det endte jo også så moderne

  3. Hov hov – det var da for nemt at sige at at man melder sig ud. For nemt at sige at man stopper med at elske sin ægtefælle.
    Nu tænker jeg på manden – eftersom det er “ham” de fleste tænker på, som værende passiv.

    Min mand og jeg har været kærester i 23 år – gift i 20år – og har naturligvis haft vores op og nedture. Og ja han var mere passiv – han (har han fortalt) troede at alt gik godt. Det gjorde så ikke altid – og heldigvis kunne han sætte sig og lytte på mig, når jeg bad ham tænke grundigt over det ene eller det andet.

    Og han har faktisk været i stand til aktivt at gøre noget ved vores forhold. Lige som jeg har kunne sætte mig ned og lytte. Fantastisk egenskab.

    Og det med faste roller i hjemmet som Per snakker om. Det er mærkeligt. Men det har vi.
    Og det er aldrig blevet til.. en funktion – eller møbelagtig. Vi sætter stor pris på det vi hver især gør.

    Måske skal man acceptere at lykken ikke er stationær – at verden ikke er perfekt – og det er vi heller ikke.
    Og at sommetider er man måske mere træt / ugidelig i sit forhold end man plejer. Det kommer man nok også over igen! Det kræver så bare accept fra den anden.
    Dælme svært at forklare..

    Godt indlæg

  4. Tak for jeres kommentarer.

    Jeg var til bryllup i går, og en sætning slog mig. “Nu har i fundet hinanden, nu skal I arbejde på kærligheden hver dag.” Det var egentligt meget sigende for vores debat her. Vi skal arbejde på vores kærlighed. Det er ikke så tit vi ser det på film (ofte er hovedrollerne velstillet freelancer med al tid til spænding, kærlighed og nærvær – og hvis der er børn, klarer de sig overraskende godt selv) – og måske er det med til at gøre os så forvente. Det er besnærende at tro, at kærligheden i sig selv er en evig kraft til et lykkeligt liv.

    Jeg tror din model, Kong Mor, er meget mere virkeligheden. Der skal en indsats til, hver part skal lærer nye kunstner (som at lytte, hjælpe, give gaver, være nærværende osv) – og så kommer der dråber af lykke, stunder med glæde og tider med udfordringer.

    @PerH – klart at det er en udfordring at kvinderne for tiden giver mændene baghjul, men handler det ikke mere om at mændene stadig er i en slags identitetskrise efter ligestillingen. Det kan vel som sådan ikke være kvindernes skyld at de griber deres muligheder, og mændene ikke selv tager fat om deres liv? (Og derved bliver nogle passive?) At du og dine venner alle er blevet tilsandet og skilt, kan vel også skyldes at det bliver normalt i den kultur der er blandt jer?

  5. Jeg synes at jeg har set meget få mænd være i reel identitetskrise efter ligestillingen. De har ønsket at fortsætte med at forsørge kvinde og børn og give dem en så let og ubekymret gang på jorden, som muligt.

    De har villet være skaffedyr, beskyttere, elskere og venner for deres koner.

    Jeg har kun set ret almindelige, klassiske mænd blandt de skilte. Ingen bøv’er, ingen bløde mænd, ingen metroseksuelle eller andre af de der kendte konstruktioner. Helt almindelige middelklassemænd (ok, lidt bløde) med lyst til at forsørge og lyst til kommunikation med de fascinerende kvinder, de har været gift med.

    Men kvinderne har forladt forsørgerne og taget børnene med sig (omend 7-7 ordningen er mere udbredt nu og giver mænd mere samvær med deres børn).

    Jeg vil sige at mændene har forsøgt at holde deres klassiske position og rolle. At de har været yderst ansvarlige over for både kone og børn. Men de har bare arbejdet det forkerte sted.

    De fleste mænd nåede ikke at opdage at deres forhold var blev tilsandet. De troede bare, at de havde en hård periode med to små blebørn og ikke så meget tid til hinanden. Kvinderne bragte dem ud af den misforståelse ved at skifte til nye og friere mænd.

    Du spørger: Det kan vel som sådan ikke være kvindernes skyld at de griber deres muligheder, og mændene ikke selv tager fat om deres liv? (Og derved bliver nogle passive?)

    Mit svar er: situationen blandt middelklassefolk i 30’erne er meget mere kompliceret end du forestiller dig. En kristen kultur er en tilgivende kultur og en ægteskabskultur. Den kultur jeg levede i var en start-0’er Bridget Jones kultur, der svang sig op og så gik i stykker for over 50%. Vi mænd prøvede at lave gode rammer for kvinder og børn. Men vi kunne ikke opfylde den dynamiske, levende drøm, Sex&the City-drømmen.

    Jeg kan så spørge dig. Du ser ikke porno, skildringen af stærkt imødekommende og drømmeopfyldende kvinder. Må din kone så godt se film og tv-serier i citygirl-genren. Genren der skildrer stærkt attraktive og drømmeopfyldende mænd

    Ingen af delene er utroskab. Men de kan lede til det.

  6. @PerH Jeg tror din skildring af “den klassiske mand” der bliver skilt uden helt at opdage det, er ganske udbredt. Manden gjorde det han altid havde gjort, forsørge kvinde og børn, været elsker og ven, og prøve at skabe gode rammer her på jord. Og så var det ikke nok for kvinden, som “måske” havde fået nye ideer af diverse tv-serier og film (Film er underlige, de skaber billeder af noget vores egen fantasi måske aldrig var kommet på, men nu så vi det, nu ved vi det og nu kan vi ønske det – same, same med porno).

    Når jeg skriver om kvinder der griber til deres muligheder – så mener jeg ikke muligheden for skilsmisse, men at de tager arbejde, efteruddannelse, tjener penge og starter virksomhed osv. Mændene er nok 30 år bagud med at opdage og definere sig selv, i et verdensbillede hvor kvinderne tager mere og mere over.

    Ganske personligt, så gider min kone ikke fiktion, det er mig der overtaler hende til at se en film en gang i mellem. Når hun bestemmer er det biografier og dokumentar – den genre truer mig ikke🙂.

    Men det er faktisk en spændende observation omkring disse tv-serier, den vil jeg tænke over. Tak.

  7. Hejsa.

    Jeg er pige og gift og jeg kan godt lide fiktion, så jeg vil lige give mit besyv med.🙂

    Jeg vil bare sige til Per, at ja megen litteratur/serier/film målrettet hunkøn kan betragtes som en kvindelig pendant til porno. Vi piger taler ikke meget om det, men der er da film/serier jeg lader være med at se ud af respekt for min mand og med et ønske om at bevare vores ægteskab. Jeg har ikke brug for at få hovedet fyldt med alle mulige ideer om hvor lyserødt tingene skal være/kunne være. Lægeromaner og ‘tøsefilm’ tænker jeg er et godt eksempel: Fyldt med kvinder der får opfyldt deres inderste drømme af mænd, der ikke laver andet end at bedåre og forgude dem.

    Jeg kan f.eks. (som mange kvinder) godt lide Jane Austens fortællinger. Jeg får ind i mellem min mand til at se en filmatisering sammen med mig, og vi kom på et tidspunkt til at tale om han egentlig syntes de var for meget. Han var udmærket med på hvad jeg mente, men syntes de var ok, fordi mændene deri trods alt var rigtige mænd. Det var ikke de der kvalmende sukkersøde mænd, der er beskåret for alt det-der-ved-mænd,-som-kvinder-nogengange-ville-mene-det-var-nemmere-at-være-foruden.

    Ikke en tanke jeg har tænkt til ende, men den skulle lige med.

    • Hej Kirstine
      Tak fordi du giver dit besyv med, det kan hurtigt blive ensidigt, hvis det bare er mænd der diskuterer “kvinder” med mænd.🙂

      Jeg kan selv godt lide mændene i Jane Austens fortællinger (har kun set filmene), de onde er nogle rigtige røvhuller og de andre er mænd med et tydeligt æresbegreb. Det er lidt fedt!… vil selvfølgelig helst være som de gode, men kan også godt se den anden side i mig selv.

Bidrag med din kommentar, mening eller vinkel her:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s