#18 Tak for godt selskab, Martin Herbst

"Mit livs om vej - en personlig beretning fra moonbevægelsens top" - af Martin HerbstSå blev jeg færdig med “Mit livs omvej“, og hold da op hvor skriver Martin Herbst indlevende og med en fantastisk optik på det at være et religiøs menneske. Jeg kan ikke lade være med at spejle mig selv i hans analyse af sekter og samfund. Hvor er det befriende at læse om sekterisme og religiøsitet, uden at det skal være sort/hvidt det hele. Her kommer lige 3 ting, som jeg tager med mig fra selvbiografien.

Arrogant, åndelig doven og fuld af frygt

I løbet af min opvækst har jeg været i forskellige kirkemiljøer på den kristne højrefløj. Ingen af disse miljøer har i mine øjne været sekter, men nogle har været ekstreme og indeholdt elementer af sekterisme – samt haft relation til personer, der senere har været i mediernes (ensidige) kameralinse som sekt. Martin Herbst mener, at sekter kan kendetegnes på 3 ting. Arrogance, åndeligt dovenskab og frygt. Hvordan passer disse ind på nogle af de miljøer, som jeg har befundet mig i?

Arrogancen kommer til udtryk i, at ens åndelighed eller sandheder er de rigtige. Andre kristne grupperinger kan god have del-elementer af sandheden men ikke hele sandheden. Uha, den må jeg stå lidt til regning for i mine unge år. Jeg var fokuseret på, at vi i vores forsamling havde nogen dybere åbenbaringer end andre kristne forsamlinger, når det kom til vigtige tolkninger af kristendommen. Jeg har dog aldrig været et sted, hvor vi mente, at vi havde sandheden i sin fulde åbenbaring.

Den åndelige dovenskab er en forlængelse af denne arrogance, fordi at jeg som medlem lændte mig dovent tilbage og købte disse dybe åbenbaringer som sandhed, fremfor selv at gå til den i min egen søgen efter åndelige ståsteder. Jeg kan tildels stadig mene, at jeg er en smule doven, og dengang var jeg det især. Jeg var ikke doven i min udlevelse af min tro, men måske nærmere doven i min egen fordybelse af min tro – jeg købte tankesættet for let og ukritisk.

Frygten kommer ind, når lederne/lederen i miljøet er en man er bange for at komme til med sin kritik af fællesskabet/miljøet. Min frygt for ledelse/ledere har aldrig bundet i en formodning om en åndelig straf, jeg er mere typen, der er bange for at sige fra generelt. Ingen af de kirker som jeg har været tilknyttet, har arbejdet med en form for overåndelighed eller messiasfigur – forstået således, at en person i kirken (lederen, profeten, præsten) havde forrang på åndelige tolkninger eller kunne høre specielt fra Gud. At nogle af os unge, satte vores ledere på en piedestal, fordi vi så op til dem og beundrede dem, må stå for egen regning (jeg betragter iøvrigt denne form for ophøjelse af mennesker som et generelt fænomen blandt unge, nogle var vilde med Britney Spears eller Casper Christensen, jeg fandt mændene i kirkens lederskab helt fantastisk).

Sund, syg eller ingen religiøsitet

En anden optik i bogen, som jeg mener er tiltrængt for den generelle religiøse debat i Danmark, er synet på religiøsitet. Det er ikke sort/hvidt når vi taler om religiøse meninger og grupperinger, det er ikke potato-potato når det kommer til valg af religiøsitet. Martin Herbst mener at overfor syg religiøsitet, er ikke ingen religiøsitet, men derimod sund religiøsitet (jeg ved ikke om man overhovedet kan sige, at man ikke har en religiøsitet?).

At bringe disse termer ind i en samtale om kirke, tro, udlevelse af tro eller manglende på samme, at benytte disse termer på delelementer af forskellige kirkesamfund og trossamfund, er med til at nuancere debatten på en forfriskende og tiltrængt måde. Der var helt klart noget sygt i den religiøse udleven min barndomskirke og kirken fra min ungdom praktiserede, men det var ikke udelukkende sygt! Der var masser af hjerterum blandt medlemmer, der var en iver for at vise kærlighed og hjælpe de svage i samfundet. Der var også meget sjov og lærerigt, og mange spændende oplevelser. Dette var ikke sygt eller ondt på nogen måde.

Bitterhed og ansvar

Det sidste, som jeg tager med mig, er noget som jeg selv har tænkt rigtig meget på på det sidste. Det er mit eget ansvar, at mit liv har været som det er. Jeg træf selv nogle valg hen af vejen, og nogle har kostet mig noget. Heldigvis kostede det ikke så meget som Martin Herbsts valg. Han oftede sin uddannelse, valg af hustru, sin førstefødte søn, samt 18 gode år af hans liv.

Mit valg af kirke, da jeg flyttede hjemmefra, var med til at definere min relation til mine gymnasiekammerater og påvirkede mit valg af fremtid efter gymnasiet. Det har helt klart også påvirket mit menneske- og gudssyn, samt troen på og mit forhold til kristendommen i dag. Det ville være så let (og har været let) at give skylden for dette på andre, på præsten, kirken, manglende lederskabsevner fra ledelsen osv.  Det er så let at blive bitter – men vi har alle et ansvar for at leve vores liv i ærlighed, vi har alle et ansvar for at lede vores liv efer vores hjertes værdier. Hvis vi giver dette ansvar for vores liv til andre (i vores dovenskab), så har vi selv valgt det, hvor hårdt det end lyder. Jeg har været bitter, men jeg har også, som Martin Herbst beskriver, haft travlt med at se på alle de negative sider, og haft travlt med ikke blive associaseret med visse bevægelser, dogmer og personer efterfølgende – det har været ansvarsfraskydende. Ingen har på noget tidspunkt tvunget mig til noget, jeg fulgte selv med… naivt, ja på nogen områder, men befriende at indrømme! Det er dog også ensidigt, for der var også meget godt, og meget lærerigt at tage med derfra. Alle sammenhæng har haft deres fejl og mangler, helt sikkert – hvilke har ikke det? M alle sammenhæng har også haft nogle gode sider.

Dette indlæg giver nok mest mening for mig selv og dem som kender min historie. Undskyld for det, tankerne og optikken var bare så spændende og inspirerende. Men slutteligt håber jeg, at disse tanker/optikker kan blive en mere integreret del at mit engagement med mennesker og religion fremover. Jeg kan se, at det bygger en bro af forståelse mennesker imellem, både inden for de kristne bevægelser, men også i det store brede religionsbillede i samfundet – og det er da vist om noget tiltrængt.

5 thoughts on “#18 Tak for godt selskab, Martin Herbst

  1. Don Helder Camara, en brasiliansk katolsk biskop sagde sådan: “Jeg beder uophørlig for omvendelsen af den fortabte søns bror. Den første vågnede op af sin synd. Den anden – hvornår vil han dog vågne op af sin fejlfrihed og dyd?”

    • Dejligt citat – der er noget med den anden bror i den lignelse. Han var hverken ærlig eller helhjertet, men han fremstod nu fint i det ydre.

  2. Pingback: At finde Gud | PandekageMor

Bidrag med din kommentar, mening eller vinkel her:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s