#23 Min første ægteskabskrise

Jeg har et stykke tid gået og tænkt på at beskrive det, som for mig, var vores første ægteskabskrise. Set i bagspejlet var det ikke en ægteskabskrise, måske nærmere en personlig krise for mig, for Fruen selv så det ikke som en krise, mere som en pude at slå i“. Historien følger:

Vi havde været gift i omkring 3 uger, de to første uger var på bryllupsrejse, og så var vi kommet hjem og havde en hel sommerferie til at indrette os som ægtepar i ny lejlighed. Efter en uge gik jeg kold, jeg kan ikke huske over hvad, jeg følte mig bare uden retning. Min far havde fået ret, når du bliver gift, så starter du fra nulpunktet, du ved ingenting og alt skal til at læres fra begyndelsen. Av! Jeg havde haft pænt styr på både kærestetid og forlovelsestid, det havde jeg tænkt igennem, læst nogle bøger (hvem læser bøger om at være forlovet? – weirdo!) og nu var det flueben ligesom krydset af. Men hvad nu? Hvordan skulle jeg opføre mig, hvornår bestemte jeg for meget eller for lidt, og hvor langt skulle jeg gå, for at min kone var glad og tilfreds?

Det var ikke krisen, den kom først 2½ år senere. Men den startede der, jeg havde ingen idé om retning, mening, holdning eller noget – jeg var uden kort, og helt ubevidst overtog jeg min hustrus kort. Hendes mening blev min, hendes ideer blev mine, hendes standarter blev mine. Det var faktisk ikke nemt. “Hvad mener du?”, ville hun spørge, og så ville jeg prøve at svare, hvad jeg troede hun mente. Forstå det ret, motivet var ædelt, jeg vile gøre min hustru glad og tilfreds. Men jeg faldt igennem – pludselig var der noget som ikke var ok, et sted jeg ikke helt magtede at leve op til,og der opstod, og tilbage stod jeg med de bedste intentioner og nogle fejlslagende forsøg. og så skulle jeg til at sige undskyld. Som før beskrevet har jeg svært ved det ord!

Krisen kom som sagt efter ca. 3 års ægteskab, med et lille barn, nyt job og tilflytningen til en ny by, var der pres på kedlerne. Så der blev kortere og kortere mellem at jeg ikke magtede at imødekomme, hvad jeg troede var min kones ønsker til mig, og til sidst ramlede det for mig (bemærk, jeg er god til at tillægge andre mennesker forventninger og så prøve at leve op til dem). Jeg vidste ikke hvad jeg selv mente, jeg måtte erkende, jeg var dårlig til at regne ud, hvad hun mente (det er jeg stadig), og trods mine ædle hensigter, så mislykkedes jeg konstant i forsøget. Så i stedet for at sige undskyld denne gang, så tog jeg mit overtøj på og gik.

Grunden til at jeg ikke vil kalde det en rigtig ægteskabskrise, er fordi det nærmere var mig som havde et problem end os som ægteskab, men det gik ud over vores ægteskab. Jeg havde glemt mig i det hele – vi var oplagt potientale til “Herre i eget hus“, selvom det ikke rigtig var boligindretningen, der var problemet (indretningen er bare et symptom på problemet, her er Pelle og Co. ikke til stor hjælp – personligt er jeg ganske veltilpas i mit hjem).

Som sagt gik jeg , og jeg havnede hos en kær kollega, frustrende og grædende fik jeg fortalt min store frustration. Jeg har ikke noget kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg prøver jo mit bedste for at gøre hende tilfred, men alligevel havner vi altid her. Jeg fik de gode spørgsmål tilbage, hvad mener du om disse ting, hvad er din holdning, hvad betyder noget for dig, og hvordan vil du kunne tage dig af din hustrus ve og vel, når du ikke engang tager dig af dit eget først?

Det blev vendepunktet! Og det er blevet et holdepunkt. Disse spørgsmål og den dag står helt unik i min hukommelse, fordi jeg greb mig selv efter 2 års prøven på at begribe min hustru (som for længst har grebet sig selv). Jeg fylder mere og mere, mærker mig selv mere og mere, tager ansvar mere og mere. Og som bonus er min hustru blevet mere og mere glad. Det er ikke længere som at slå i en pude, siger hun.

8 thoughts on “#23 Min første ægteskabskrise

  1. Ja, godt og ærligt indlæg🙂 Det er godt at læse, særligt for skrappe kvinder. Det er ligesom de siger I medierne, kvinderne bestemmer rigtig meget…men vi vil for alt I verden ikke have svage mænd, der blot taler os efter. Tag udfordringen op – Super, at du har valgt dig en stærk og intelligent kvinde, men så kan du ikke bare sove i timen. En stærk kvinde, mangler en stærk mand, så hun også kan slappe af og være den dovne engang imellem. Mænd med rigtige meninger er dejlige, det er den ultimative form for tryghed🙂

    • Tak for det. Dejligt at selv “skrappe” kvinder kan får noget ud af det.

      Der har ikke været noget “soven i timen”🙂, bemærk at motivet var ædelt, at være en god ægtemand, og selvom det var “forkert kurs”, så var det dødhårdt især i konflikterne. Det er faktisk lettere at have en mening eller ingen mening, fremfor at prøve at gætte en mening (det kan være en smule svært at finde sin mening, især på områder hvor jeg er helt blank – så bliver det oftest ingen mening og undervejs får jeg en mening, så lidt sløv i optrækket, men det er bedre end det gamle.

      • Men Morten…hvorfor prøvede at gætte hvad det var hun ville have? Hvad var det egentlig der fik dig til at følge den taktik? Jeg spørger, fordi min mand som sagt også prøver den taktik engang imellem…hvilket han så bliver stoppet i…men hvad er det, der gør at I prøver den taktik?

        • Nu kan jeg jo kun svare for mig selv, men så kan du altid prøve svaret af på din mand. Jeg har gået et lille døgn og tænkt, og kan se to primæere årsager, den første mere bevidst end den anden.

          Jeg valgte taktikken ud fra ideen om at have en lykkelig og tilfreds hustru. Jeg begynder desværre at se mine venner og bekendte blive skilt, og jeg vil ende i et ulykkeligt ægteskab, hvor konen pludselig skrider. Det lyder mærkeligt, men sådan tænkte jeg faktisk – indtil jeg indså, at hvis hun skrider, så er det hendes valg og så kan jeg som sådan ikke gøre fra eller til, jeg kan kun tage min del af beslutningen.

          Den anden årsag, har været der sideløbende og derved gjort det muligt at leve sådan, var at jeg faktisk ikke mærkede mig selv, og derved havde jeg ikke en mening. Efter “krisen” begyndte jeg at mærke efter, få en holdning og udtrykke den. Nogle gange er den lidt macho og overfladisk, men det er helt sikkert fordi, jeg stadig tager ved lære.

          There you have it…🙂

  2. Hej
    Vi har haft den samme type krise engang, simpelthen fordi at min mand gjorde alt hvad han troede jeg gerne ville have.
    Det resulterede i at jeg ikke kunne mærke hvem han var, og jeg følte mig alene i vores forhold, og følte at jeg havde al ansvaret.
    Men vi fandt ud af det, og idag føler jeg at han er min bedste ven og at vi støtter hinanden i at udvikle os sammen og hver for sig.
    Rigtig god blog du har her;-)
    Mette

    • Hej Mette
      Tak fordi du kigger forbi og deler jeres historie. Det er lidt et paradoks at manden prøver at gøre sit bedste og i virkeligheden gør det mere skade end gavn. Heldigvis er det befriende for begge parter at finde sig selv og i den proces finde hinanden på ny. Jeg tænker at din mand er lige så glad for at slippe for gæt-og-præstér legen og mærke sig selv igen?

      Tak fordi du læser med…

Bidrag med din kommentar, mening eller vinkel her:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s