#63 Det som ingen realitystjerne endnu har fattet

Der findes den drøm, jeg engang havde om mit liv, og så findes der det liv, jeg nu engang har. Den sidste version er den bedste. Normalt plejer fredagens post at være et sjovt indslag, den her gang bliver et en tankevækkende kærlighedssang. Den er helt ok, og den viser lige netop den del af livet, som er helt normal og fuldt favnet af de fleste af os mennesker, der ikke har så travlt med et fiktivt tv-liv.

#61 Om ægteskab, forældreskab og den lyksagelige barndom

Så er det fredag, fyraften og tid til at slappe af. Tim Hawkins tager i sine stand-up shows ægte- og forældreskabet under kærlig behandling. Så sæt dig tilbage og start weekenden med et godt grin.

Læs også:

#57 Forældrevilkår! Nu på rap

Det er ikke lige alle forældre, der synes det er lige sjovt at tørre r**, made, putte, lege og opdrage sine børn hver evig eneste dag. Men det bliver en lille smule sjovere, når det kommer på rim og rap. God fredag.

Læs også:

#56 Det handler vist ikke længere om kvindens krop!

TV-avisen bragte igår nyheden om kvinder, der får foretaget abort i udlandet, fordi barnet i livmoderen har det forkerte køn. Hvad i al verden sker der lige i vores land? Hvis resultatet af et velfærdssamfund er bliver en hedonistisk, overforkælet legelandskultur, hvor andres liv bliver vurderet værdifulde efter hvorvidt det passer ind i mit billede af perfekt, så synes jeg, det er på tide at vi stopper projektet her og nu!

Jeg er inkarneret fri abort modstander! Hvor ofte er jeg ikke blevet mødt med argumenter som, hvad nu hvis pigen er blevet voldtaget og derefter er blevet gravid, skal hun så ikke have mulighed for at få en abort? Eller, det er kvindens egen krop, hun skal selv have lov til at bestemme over den! Begge disse argumenter er uden nogen substans, når det kommer til debatten om fri abort.

Når danske kvinder kan tage til England eller Sverige og slå det lille foster ihjel, skyldes det blandt andet at vi som land stolt blev banebrydere og forgangsmænd med fri abort. Den gang var argumentet, at kvinden skulle bestemme over sin egen krop, og at man ellers ville tvinge ufrivilligt gravide kvinder ned i skumle kælderetrapper til fyre med strikkepinde og grøn sæbe (jeg tror ikke vi har så mange kældertrapper tilbage i Danmark, vi har nemlig råd til at undvære dem).

Ironien skriger til himlen! Vi har flere fødselskontrolselementer end bilmærker at vælge mellem. Vi modtager seksualundervisning i folkeskolen længe før det første pubertetshormon overhovedet har overvejet at stå ud af sengen. Og skulle det ske, at en kvinde bliver ufrivilligt gravid – så har Danadopt og Adoption og Samfund ventelister, der får de danske sygehuse til at ligne en quick-kasse i Bilka. Bye the way – den eneste ufrivillige graviditet der findes, er den der forekommer efter en voldtægt – alt andet er en konsekvens.

Hvornår er der nogen der taler barnets sag? Hvornår blev det at stoppe hjertelyd ikke forbundet med at tage et liv? Hvordan kan vi som danskere have så travlt med at indfører menneskerettigheder på fjerne egne af kloden, når det farligste sted et menneske kan være er i sin moders livmor?(<– Click to tweet) Hallo, Røde Kors og Amnesty int., der findes massemord og folkegrave lige om hjørnet! Hvorfor har vi så travlt med at redde giraffen og sælen, mens ingen tænker på det lille barn?

Apropos lige om hjørnet! Facilitetsbehandlingen i Danmark er stigende. Det vil sige, at der på hospitalerne i Danmark bliver foretaget over 16.000 aborter om året – ja, 16.000 (nu kan vi ligge dem, der bliver foretaget i Sverige og England oveni)! Samtidig bliver der født 6300 børn ved hjælp af fercilitetsbehandling (og det er kun de behandlinger der lykkes, der tæller med her). Hvad skete der med, at man adopterede et barn fra sit eget land? Hvor er det i vores etik, at det blev underligt at bortadoptere et barn til et par, der har ventet længe og bedt inderligt om at blive en familie, men det blev helt normalt at slå det ihjel (undskyld, få dét fjernet).

Så kan man indvende, at alle disse argumenter intet har med kønsbegrundet abort i udlandet! Jo det har, for udviklingen startede ved, at vi stoppede med at betragte det lille foster som et liv. Og hvad der ikke er et liv, har ingen værdi. Men det er stadig et hjerte, der stopper med at slå – hvordan kan det ikke være et liv? Hvorfor i al verden har vi så travlt med at bevare den fri abort i Danmark?

#55 Forstå hvad din kone egentlig sagde

Så blev det fredag og weekend, og hvorfor ikke promovere med løsningen på rigtig mange mænds nagende spørgsmål. Hvad er det egentlig min kæreste/hustru/partner siger til mig? Til undsætning kommer “The Manslater” i opdateret udgave.

Læs også:

#51 Derfor kan en kvinde ikke være statsminister

Nogle stemmer i samfundet taler nu om, at Helle Thorning-Schmidt er det værste, der er sket for ligestillingen i Danmark, endnu! Fordi hun konkret demonstrerer, at en kvinde ikke  evner at lede landets største virksomhed, staten!

Men hvorfor er det nu, at vi tænker sådan? Nogle mener, at kvinder ikke har det drive og mod, der skal til, for at tage tunge beslutninger under pres med store konsekvenser til følge. At kvinder er for bløde til at forhandle og altid vil søge et kompromis, også hvor et kompromis ikke er den bedste løsning. Sådan siger nogen.

Samme argumentation går igen, når der mangler en god forklaring på, hvorfor over 90% af bestyrelserne i landets store virksomheder er mænd, eller hvorfor de fleste forskerstillinger på universiteterne er besat af mænd. Det er skam ikke fordi de er mænd! Det er ganske enkelt fordi de er de mest kompetente til jobbet. Men det holder ikke helt, vel? Der findes massevis af kvinder med kant, mod og fantastisk analytisk evne til at træffe tunge beslutninger i pressede situationer, nogle er endda bedre end de fleste ledende mænd.

Er den en oprigtige begrundelse ikke, at kvinder bliver mødre, går på barsel, har et hjerte som også rummer børnenes ve og vel, som gerne vil hjem og være en del af familiens liv? Og er der krise på hjemmefronten, så ryger fokus fra arbejdsfronten, hvilket TV-serien “Borgen” portrætterede i anden sæson. Hvis en kvinde arbejder over flere aftner i træk, mens der er syge børn derhjemme, så er hun ikke en god mor. Arbejder manden over flere aftener i træk, så tager han ansvar!

Der er noget i vores kultur, der forventer mere af moderrollen end faderrollen på hjemmefronten. Den fraværende fader er en kendt person i familien Danmark, den fraværende moder derimod er nærmest ukendt. Skulle Helle Thorning-Schmidt blive skilt, vil mange nikke og sige “Hvad sagde vi?“. Skulle det samme hænde for Lars Løkke, betaler han en vigtig pris for at lede landet, og vi bør have respekt for hans indsats.

Hvorfor er det vi mænd tror, at vores rolle i vores børns liv ikke er så vigtig? At vi kan have travlt med alt muligt andet? At vores vigtigste rolle er at bringe penge (og gerne mange af dem) til bordet og så er vores familie glad? Den eneste grund til at kvinder ikke kan indtage de tunge poster i samfundet og i erhvervslivet er, at vi mænd regner os selv så overflødige, at vi benytter store dele vores tid væk fra vores børn.

Jeg læste i et interview med finansminister Bjarne Corydon, at han havde valgt at betale en høj familiepris, for at være i den rolle han var. Hans børn spekulerede ikke i om far kom hjem om aftenen, men om han var hjemme til deres fødselsdag! Og sådan havde det været i 7 år med en del flere år i sigte (og hans børn er små børn mellem 3 og 11). Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det er for meget at kræve af en af landets ledere… så længe det er en mand der besætter posten.

Så hvorfor kan en kvinde ikke være statsminister? Ikke fordi hun mangler evnerne og talenterne. Men fordi mænd har den opfattelse af, at de ikke behøver at være tilstede i deres egen familie, tage orlov hvis der er krise, tage barsel eller bare barnets første sygedag! Og så tilfalder den vigtige rolle kvinderne.

Er det helt af sporet – skyldes det manglende evner og talenter hos det kvindelige køn, at de ikke kan beside topposter. Ellers skyldes det vores lave forståelse for mandens betydning i børnenes og hjemmets liv?
(Foto: stm.dk)

Læs også:

#50 Patriark, sæddonor, skaffedyr, helt, tøffelhelt, boy-toy og bøv. Hvad er manden egentligt?

En kommentar her på bloggen fik mig til at huske, hvorfor jeg i sin tid valgte titlen “mand mig op” for bloggen her. Fordi jeg et eller andet sted er dumpet ned i dette vadested mellem manderoller. Patriarken er død, og kvinderne har i flok forladt kødgryderne og indtaget store dele af arbejdsmarkedet. I mellemtiden har manden været tilskuer til, hvordan kvinden har overtaget vigtige funktioner i samfundet – ligestillingen er nok kommet for at blive.

Hvad manden ikke har gjort, er at finde sin egen rolle i den nye samfundsstruktur. Han kan ikke længere krone sig med titler som skaffedyret eller familiens overhoved. Men hvilken title har han så?

I mange år har mændene jo heller ikke gidet tage en diskussion om, hvordan de i virkeligheden har tænkt sig at være mænd.” – Naja Marie Aidt

Jeg ønsker ikke patriarken tilbage – jeg er overbevist om, at den struktur har lige så mange negative sider om ikke flere end positive. Vi mænd har et arbejde foran os med at få defineret, hvilken rolle vi ønsker at indtage i familien og samfundet. (<–Click to tweet)

Det nytter ikke noget at klynke over, at der ikke er en nem manderolle at træde ind i længere. Det nytter heller ikke at kapitulere og trække sig tilbage med undskyldninger om, at nu føler man sig overflødig som skaffer, overhoved og far – reduceret til kæledyr og sæddonor. Manderevolutionen er nu 40 år forsinket og det efterlader et vakuum. Jeg forstår frustationen, men ingen af disse positioner bringer noget som helst godt til bordet.

Hvad der derimod kunne være berigende, var en nysgerrighed på hvad det at være mand indbærer i det nye årtusinde – et bidrag af spørgsmål, ideer og erfaringer fra mænd til mænd. En åben samtale hvor frustrationen bliver vendt til en udfordring!

Så hvad gør vi herfra? Os mænd? Hvis vi nu stopper med at give kvinderne skylden, og udviklingen skylden og vores fædre skylden. Lorten på bordet – hvad er næste skridt herfra mod en moderne mandighed.
(Foto: NatalieMaynor – redigeret af undertegnede)

Læs også:

#46 Mandens hule

Efter endt mandeseminar på Sommercamp 2012 med Jacob Wagner og Jarle Tangstad, bemærkede jeg betegnelsen “mandens hule” blive nævnt. Første gang jeg hørte om huleteorien var fra bogen “Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus”. De fleste mænd har behov for trække sig tilbage fra samfundet og familien og ind i hulen. I hulen kan manden så mærke sig selv og finde ud af tingene i ro og mag (selvfølgelig imens han jager, fisker, bygger modelfly el.lign – maskulin multitasking).

Hulen er et vigtigt element for rigtig mange mænd, at komme ned i gear og finde overblik og retning over ens eget liv. Men jeg kan ikke komme udenom, at for nogle mennesker bliver hulen en fængslende grotte. I mandehulens navn gemmer manden sig i sin hule for sig selv og omverdenen. Han fordyber sig i sine hobbies og kommer sjældent ud. Hans børn skal opstøve opsøge ham for at få opmærksomhed, men de skal helst ikke forstyrre for meget.

“…og han (Adam) svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.«” – Adam, 1.mosebog kapitel 3, vers 10.

Hulen skal være et rum manden trækker sig tilbage til for at samle sig selv og få overblik, for derefter at vende tilbage med fornyet styrke og vision til glæde og gavn for hans familie og samfund. Hvis hulen bliver et sted manden gemmer sig for omverdenen, så er der noget dybere og uforløst på spil. Det være sig i mandens indre liv, hans familie eller hans ægteskab. Her er hulen ikke en løsning, det er et gemmested som holder manden i status quo – der er nok fred i hulen, men krigen venter udenfor. Det bringer ingen glæde og gavn for manden selv, hans familie eller samfundet omkring ham. Sådan en mand har brug for at komme ud af hulen og få hjælp til at gribe om livet! (Foto: Sam Cockman)

Læs også:

#44 Ét minut – med Peder Poulsen

Peder Poulsen er præst og bestemt værd at lytte til. Han tager spadestikket dybere end de forrige afsnit, og går ind i mandens smerte og mandens trøstebolché… nemlig kvinden. Av – men hvis vi vil udvikle vores mandighed, må vi også stå ansigt til ansigt med det vi frygter at indse.