#63 Det som ingen realitystjerne endnu har fattet

Der findes den drøm, jeg engang havde om mit liv, og så findes der det liv, jeg nu engang har. Den sidste version er den bedste. Normalt plejer fredagens post at være et sjovt indslag, den her gang bliver et en tankevækkende kærlighedssang. Den er helt ok, og den viser lige netop den del af livet, som er helt normal og fuldt favnet af de fleste af os mennesker, der ikke har så travlt med et fiktivt tv-liv.

Reklamer

#61 Om ægteskab, forældreskab og den lyksagelige barndom

Så er det fredag, fyraften og tid til at slappe af. Tim Hawkins tager i sine stand-up shows ægte- og forældreskabet under kærlig behandling. Så sæt dig tilbage og start weekenden med et godt grin.

Læs også:

#57 Forældrevilkår! Nu på rap

Det er ikke lige alle forældre, der synes det er lige sjovt at tørre r**, made, putte, lege og opdrage sine børn hver evig eneste dag. Men det bliver en lille smule sjovere, når det kommer på rim og rap. God fredag.

Læs også:

#56 Det handler vist ikke længere om kvindens krop!

TV-avisen bragte igår nyheden om kvinder, der får foretaget abort i udlandet, fordi barnet i livmoderen har det forkerte køn. Hvad i al verden sker der lige i vores land? Hvis resultatet af et velfærdssamfund er bliver en hedonistisk, overforkælet legelandskultur, hvor andres liv bliver vurderet værdifulde efter hvorvidt det passer ind i mit billede af perfekt, så synes jeg, det er på tide at vi stopper projektet her og nu!

Jeg er inkarneret fri abort modstander! Hvor ofte er jeg ikke blevet mødt med argumenter som, hvad nu hvis pigen er blevet voldtaget og derefter er blevet gravid, skal hun så ikke have mulighed for at få en abort? Eller, det er kvindens egen krop, hun skal selv have lov til at bestemme over den! Begge disse argumenter er uden nogen substans, når det kommer til debatten om fri abort.

Når danske kvinder kan tage til England eller Sverige og slå det lille foster ihjel, skyldes det blandt andet at vi som land stolt blev banebrydere og forgangsmænd med fri abort. Den gang var argumentet, at kvinden skulle bestemme over sin egen krop, og at man ellers ville tvinge ufrivilligt gravide kvinder ned i skumle kælderetrapper til fyre med strikkepinde og grøn sæbe (jeg tror ikke vi har så mange kældertrapper tilbage i Danmark, vi har nemlig råd til at undvære dem).

Ironien skriger til himlen! Vi har flere fødselskontrolselementer end bilmærker at vælge mellem. Vi modtager seksualundervisning i folkeskolen længe før det første pubertetshormon overhovedet har overvejet at stå ud af sengen. Og skulle det ske, at en kvinde bliver ufrivilligt gravid – så har Danadopt og Adoption og Samfund ventelister, der får de danske sygehuse til at ligne en quick-kasse i Bilka. Bye the way – den eneste ufrivillige graviditet der findes, er den der forekommer efter en voldtægt – alt andet er en konsekvens.

Hvornår er der nogen der taler barnets sag? Hvornår blev det at stoppe hjertelyd ikke forbundet med at tage et liv? Hvordan kan vi som danskere have så travlt med at indfører menneskerettigheder på fjerne egne af kloden, når det farligste sted et menneske kan være er i sin moders livmor?(<– Click to tweet) Hallo, Røde Kors og Amnesty int., der findes massemord og folkegrave lige om hjørnet! Hvorfor har vi så travlt med at redde giraffen og sælen, mens ingen tænker på det lille barn?

Apropos lige om hjørnet! Facilitetsbehandlingen i Danmark er stigende. Det vil sige, at der på hospitalerne i Danmark bliver foretaget over 16.000 aborter om året – ja, 16.000 (nu kan vi ligge dem, der bliver foretaget i Sverige og England oveni)! Samtidig bliver der født 6300 børn ved hjælp af fercilitetsbehandling (og det er kun de behandlinger der lykkes, der tæller med her). Hvad skete der med, at man adopterede et barn fra sit eget land? Hvor er det i vores etik, at det blev underligt at bortadoptere et barn til et par, der har ventet længe og bedt inderligt om at blive en familie, men det blev helt normalt at slå det ihjel (undskyld, få dét fjernet).

Så kan man indvende, at alle disse argumenter intet har med kønsbegrundet abort i udlandet! Jo det har, for udviklingen startede ved, at vi stoppede med at betragte det lille foster som et liv. Og hvad der ikke er et liv, har ingen værdi. Men det er stadig et hjerte, der stopper med at slå – hvordan kan det ikke være et liv? Hvorfor i al verden har vi så travlt med at bevare den fri abort i Danmark?

#51 Derfor kan en kvinde ikke være statsminister

Nogle stemmer i samfundet taler nu om, at Helle Thorning-Schmidt er det værste, der er sket for ligestillingen i Danmark, endnu! Fordi hun konkret demonstrerer, at en kvinde ikke  evner at lede landets største virksomhed, staten!

Men hvorfor er det nu, at vi tænker sådan? Nogle mener, at kvinder ikke har det drive og mod, der skal til, for at tage tunge beslutninger under pres med store konsekvenser til følge. At kvinder er for bløde til at forhandle og altid vil søge et kompromis, også hvor et kompromis ikke er den bedste løsning. Sådan siger nogen.

Samme argumentation går igen, når der mangler en god forklaring på, hvorfor over 90% af bestyrelserne i landets store virksomheder er mænd, eller hvorfor de fleste forskerstillinger på universiteterne er besat af mænd. Det er skam ikke fordi de er mænd! Det er ganske enkelt fordi de er de mest kompetente til jobbet. Men det holder ikke helt, vel? Der findes massevis af kvinder med kant, mod og fantastisk analytisk evne til at træffe tunge beslutninger i pressede situationer, nogle er endda bedre end de fleste ledende mænd.

Er den en oprigtige begrundelse ikke, at kvinder bliver mødre, går på barsel, har et hjerte som også rummer børnenes ve og vel, som gerne vil hjem og være en del af familiens liv? Og er der krise på hjemmefronten, så ryger fokus fra arbejdsfronten, hvilket TV-serien “Borgen” portrætterede i anden sæson. Hvis en kvinde arbejder over flere aftner i træk, mens der er syge børn derhjemme, så er hun ikke en god mor. Arbejder manden over flere aftener i træk, så tager han ansvar!

Der er noget i vores kultur, der forventer mere af moderrollen end faderrollen på hjemmefronten. Den fraværende fader er en kendt person i familien Danmark, den fraværende moder derimod er nærmest ukendt. Skulle Helle Thorning-Schmidt blive skilt, vil mange nikke og sige “Hvad sagde vi?“. Skulle det samme hænde for Lars Løkke, betaler han en vigtig pris for at lede landet, og vi bør have respekt for hans indsats.

Hvorfor er det vi mænd tror, at vores rolle i vores børns liv ikke er så vigtig? At vi kan have travlt med alt muligt andet? At vores vigtigste rolle er at bringe penge (og gerne mange af dem) til bordet og så er vores familie glad? Den eneste grund til at kvinder ikke kan indtage de tunge poster i samfundet og i erhvervslivet er, at vi mænd regner os selv så overflødige, at vi benytter store dele vores tid væk fra vores børn.

Jeg læste i et interview med finansminister Bjarne Corydon, at han havde valgt at betale en høj familiepris, for at være i den rolle han var. Hans børn spekulerede ikke i om far kom hjem om aftenen, men om han var hjemme til deres fødselsdag! Og sådan havde det været i 7 år med en del flere år i sigte (og hans børn er små børn mellem 3 og 11). Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det er for meget at kræve af en af landets ledere… så længe det er en mand der besætter posten.

Så hvorfor kan en kvinde ikke være statsminister? Ikke fordi hun mangler evnerne og talenterne. Men fordi mænd har den opfattelse af, at de ikke behøver at være tilstede i deres egen familie, tage orlov hvis der er krise, tage barsel eller bare barnets første sygedag! Og så tilfalder den vigtige rolle kvinderne.

Er det helt af sporet – skyldes det manglende evner og talenter hos det kvindelige køn, at de ikke kan beside topposter. Ellers skyldes det vores lave forståelse for mandens betydning i børnenes og hjemmets liv?
(Foto: stm.dk)

Læs også:

#50 Patriark, sæddonor, skaffedyr, helt, tøffelhelt, boy-toy og bøv. Hvad er manden egentligt?

En kommentar her på bloggen fik mig til at huske, hvorfor jeg i sin tid valgte titlen “mand mig op” for bloggen her. Fordi jeg et eller andet sted er dumpet ned i dette vadested mellem manderoller. Patriarken er død, og kvinderne har i flok forladt kødgryderne og indtaget store dele af arbejdsmarkedet. I mellemtiden har manden været tilskuer til, hvordan kvinden har overtaget vigtige funktioner i samfundet – ligestillingen er nok kommet for at blive.

Hvad manden ikke har gjort, er at finde sin egen rolle i den nye samfundsstruktur. Han kan ikke længere krone sig med titler som skaffedyret eller familiens overhoved. Men hvilken title har han så?

I mange år har mændene jo heller ikke gidet tage en diskussion om, hvordan de i virkeligheden har tænkt sig at være mænd.” – Naja Marie Aidt

Jeg ønsker ikke patriarken tilbage – jeg er overbevist om, at den struktur har lige så mange negative sider om ikke flere end positive. Vi mænd har et arbejde foran os med at få defineret, hvilken rolle vi ønsker at indtage i familien og samfundet. (<–Click to tweet)

Det nytter ikke noget at klynke over, at der ikke er en nem manderolle at træde ind i længere. Det nytter heller ikke at kapitulere og trække sig tilbage med undskyldninger om, at nu føler man sig overflødig som skaffer, overhoved og far – reduceret til kæledyr og sæddonor. Manderevolutionen er nu 40 år forsinket og det efterlader et vakuum. Jeg forstår frustationen, men ingen af disse positioner bringer noget som helst godt til bordet.

Hvad der derimod kunne være berigende, var en nysgerrighed på hvad det at være mand indbærer i det nye årtusinde – et bidrag af spørgsmål, ideer og erfaringer fra mænd til mænd. En åben samtale hvor frustrationen bliver vendt til en udfordring!

Så hvad gør vi herfra? Os mænd? Hvis vi nu stopper med at give kvinderne skylden, og udviklingen skylden og vores fædre skylden. Lorten på bordet – hvad er næste skridt herfra mod en moderne mandighed.
(Foto: NatalieMaynor – redigeret af undertegnede)

Læs også:

#48 En kvinde kan ikke være far

En kvinde kan fostre en dreng, men der skal en mand til at gøre drengen til en mand.
– Fra bogen “Jern Hans” af Robert Bly (Click to tweet)

Jeg havde en tankevækkende oplevelse, da vi camperede ved østkysten i ferien. Vi var ude at gå aftentur med børnene på en sti mellem mark og skov. I skovbrynet mødte vi en mor med hendes søn, sønnen stod og skød ud over marken med sin nyerhvervede hardball-pistol. Vi nærmede os nysgerrigt, for hankøn og våben er som plus og minus på 2 magneter (“Vi” er en 7-årig dreng som var gået med på turen og jeg). Moderen begyndte straks at undskylde sig “Ja, han har lige fået den, og jeg synes han skulle have lov til at prøve den…. Jeg tænkte det ikke kunne skade nogen at vi stod og skød ud over marken her… Vi kunne selvfølgelig købe nogle økologiske kugler der opløstes i naturen.” 

Jeg blev nærmest i tvivl om kvinden havde opdaget, hun talte til en mand? Hun stod og direkte undskyldte, at hun havde købt sin 7-årige søn en hardball-pistol? Personligt havde jeg fundet noget min søn og jeg kunne skyde til måls efter fremfor at bare skyde ud i luften.

Men kvinden var åbenlyst forlegen over deres foretagen og fik nu travlt med at komme hjem, henvendt til sønnen siger hun “Nu tømmer du den helt for skud, helt!… er den tom? Ok, jeg skal lige se… sådan, nu må du have den i lommen.” Sønnen begiver sig nu ud i en længere forklaring til sin mor, omkring hvordan man giver en pistol til anden person (kvik knægt!), men moderen har travlt med at komme væk fra os nysgerrige hankøn, så hun svarede ham kort for hovedet og fik ham til at gå med hende hjem til campingpladsen.

Jeg behøver næppe at beskrive, hvordan jeg tror dette møde havde udviklet sig, hvis det havde været drengens far og ikke mor, der var taget ud og prøveskyde med drengen. Men gåturen var nok ikke blevet meget længere end dertil skovbrynet. 🙂

Da jeg gik fra dette korte møde i skovbrynet, gik mine tanker til alle de drenge (og piger), hvis mødre har valgt at få dem med et nummer på et regensglas. Kvinder, der mener, at de kan være lige så meget far for deres dreng som en mand. Jeg giver min dybeste respekt til de kvinder, som er blevet forladt af en mand, og nu gør deres bedste for at udfylde rollen selv. Men jeg forstår ikke de kvinder, der frivilligt vælger at fostre en dreng uden maskulint ophav.

Mænd bestøver mænd, skriver John Eldregde. Man bliver nu engang mand af at modtage udfordringer fra andre mænd, siger forfatteren Ib Michael. Jeg håber for drengen i skovbrynet, at hans far ikke er borte eller fraværende. Jeg håber, at hans mor og alle andre kvinder, der er blevet efterladt med drenge, har relation til nogle gode mænd, som kan tage drengen med på eventyr, give ham nogle passende udfordringer og ikke være flov over at skyde med pistol i skovbrynet.
(Foto: Sean Dreilinger)

Læs også:

#46 Mandens hule

Efter endt mandeseminar på Sommercamp 2012 med Jacob Wagner og Jarle Tangstad, bemærkede jeg betegnelsen “mandens hule” blive nævnt. Første gang jeg hørte om huleteorien var fra bogen “Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus”. De fleste mænd har behov for trække sig tilbage fra samfundet og familien og ind i hulen. I hulen kan manden så mærke sig selv og finde ud af tingene i ro og mag (selvfølgelig imens han jager, fisker, bygger modelfly el.lign – maskulin multitasking).

Hulen er et vigtigt element for rigtig mange mænd, at komme ned i gear og finde overblik og retning over ens eget liv. Men jeg kan ikke komme udenom, at for nogle mennesker bliver hulen en fængslende grotte. I mandehulens navn gemmer manden sig i sin hule for sig selv og omverdenen. Han fordyber sig i sine hobbies og kommer sjældent ud. Hans børn skal opstøve opsøge ham for at få opmærksomhed, men de skal helst ikke forstyrre for meget.

“…og han (Adam) svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.«” – Adam, 1.mosebog kapitel 3, vers 10.

Hulen skal være et rum manden trækker sig tilbage til for at samle sig selv og få overblik, for derefter at vende tilbage med fornyet styrke og vision til glæde og gavn for hans familie og samfund. Hvis hulen bliver et sted manden gemmer sig for omverdenen, så er der noget dybere og uforløst på spil. Det være sig i mandens indre liv, hans familie eller hans ægteskab. Her er hulen ikke en løsning, det er et gemmested som holder manden i status quo – der er nok fred i hulen, men krigen venter udenfor. Det bringer ingen glæde og gavn for manden selv, hans familie eller samfundet omkring ham. Sådan en mand har brug for at komme ud af hulen og få hjælp til at gribe om livet! (Foto: Sam Cockman)

Læs også:

#42 Min far er ikke realitystjerne

…han er en rollemodel! Desværre for ham og mange andre gode rollemodeller, så er de ikke på mode for tiden. De er blevet overhalet af mennesker som Sidney Lee, Amalie, Johnny Knoxville og Paris Hilton, de såkaldte celebrities og realitystjerner.

Lad os lige for god ordens skyld får styr på forskellen. En rollemodel er en person man ser op til, fordi vedkommende på nogle områder af livet eksempliciferer nogle værdier og dyder, som man selv gerne vil tilegne sig. En realitystjerne er primært kendt for at være kendt, og mange ser op til personen, fordi vedkommende ofte optræder i medierne. Til forskel fra rollemodellerne lever realitystjernerne et liv, hvor der oftes brydes med dyder og værdier.

Vi spejler os i de mennesker, vi ser op til (læs: tilbringer tid med enten i en personlig relation eller via mediernes præsentation af dem). De er med til at forme vores drømme og forventninger om det liv, som vi gerne vil leve, og de påvirker vores syn på, hvad der er normalt. Derfor er det ikke irrelevant, om det er rollemodeller eller realitystjerner, vi ser op til.

Da de færreste mennnesker gider ser det samme på tv igen og igen, må stjernene leve et mere og mere ekstremt liv for at forblive kendt og få omtale. Det handler nu om at vinde fans for enhver pris! Løgn, snyd, prositituion, strategiske alliancer (som man holder så længe, det er en fordel for en selv) og bagtalelse er midlerne til at blive kendt og vinde omtale og penge. Toppen af nacisistisk og egocentreret livsstil er nået (forhåbenligt)!

Hvad har Victoria Beckham gjort for at være kendt? Ingenting! Hun er gift med David Beckham… Nogen vil måske indvende, at hun var med i Spice Girls. Nemlig, hvad har hun gjort?
Marc Driscoll

Denne nedadgående spiral væk fra sunde værdier og normer mod det sygeligt ekstreme, kan alle nu følges live via tv og telefoner, twitter og facebook. Børn og unge spejler denne ekstreme adfærd, fordi det er det, de ser og derfor opfatter som normalt. Der sker altså en drastisk udvanding af dyder og værdier blandt unge, tilfordel for at være som de kendte, og håbet om måske at blive en smule kendt selv. Hvad blev der af ærlighed, mådehold, udholdenhed, selvopofrelse, tillid og respekt. Hvad blev der af Kaptjan Winthers fra Band of Brothers? Hvad blev der egentlig af ære?

Min far er ikke nogen celebrity, men han er en rollemodel for mig. Og jeg er ham dybt taknemlig for, at have lært mig værdien af at arbejde på sin karkater fremfor sin fremtoning. Må realitystjernenes tid snart være forbi. Må rollemodellernes tid komme igen. Må vi fædre og mødre stå op og vise, at et godt liv kræver at man holder fast i sine sunde værdier og stærke karaktertræk, ikke at man sælger dem for rigdom og berømmelse. Det håber jeg, vi kan!

#41 Gæsteindlæg: Dagens mand er sløv!?

Dagens mand er sløv i ægteskabet, fraværende i hjemmet og sovende i kirken. Kvinderne tager initiativet, overtager ansvaret og står ved roret. Dette wake-up-call kan læses på folderen til den mandekonference, der løber af stablen i september, og som flere kirkelige organisationer står bag. Men passer dette provokerende udsagn? Er vi mænd sløve, fraværende og sovende de steder, der skulle betyde mest af alt for os? Er det overdrevet, eller er det egentlig en meget god beskrivelse af den kristne mand i 2012?

Det begynder med ordene fra Jos. 24,15 ”Jeg og mit hus vil tjene Herren.

At være en kristen mand betyder:

  • At du skal tage ansvar for din familie, din menighed og dit arbejde mm.
  • At du skal være forbillede for andre – specielt din kone og børn – især når det gælder om at tjene Gud.

I familien skal du være mand for din kone, far for dine børn og have Gud som herre i dit liv! I et ligeværdigt samspil med familiens øvrige medlemmer skal du netop være mand. Din opgave er at gøre, hvad der står i din magt for, at din kone og dine børn trives og har det godt. Din opgave er at repræsentere de maskuline værdier i helheden. Sådan som det er kvindens opgave at repræsentere de feminine og børnenes de barnlige værdier.

Både far og mor har til opgave at give deres børn livsmod og selvværd. Det sker især ved gang på gang, gennem handlinger og ord, at lade det enkelte barn vide:

  • Du findes, og jeg elsker dig, som du er.
  • Der er ikke noget du kan gøre, som får mig til at elske dig mere.
  • Der er ikke noget du kan gøre, som får mig til at elske dig mindre.

For drengenes vedkommende bør far være med i de lege og spil, de har i gang. Han skal være med i drengenes voldsomme lege og deres ”er-du-stadig-den-stærkeste-far-leg”, deres skydespil, bilspil og konkurrencer.

For pigernes vedkommende handler det som regel mere om at stille sig til rådighed med snak, at være en stærk, solid støtte, der kan bære dem, når noget går dem på og være en, de kan putte sig ind til.

Nysgerrig? Det og meget mere vil vi sætte fokus på ved konferencen d. 29. september 2012 i Bilernes Hus i Silkeborg, hvor enhver (mand) er mere end velkommen. Dagen skulle gerne være med til, at vi kan omformulere sætningen fra folderen til: Dagens kristne mand er aktiv i ægteskabet, nærværende i hjemmet og engageret i kirken! Ses vi?

Steen Møller Laursen er gift med Charlotte på 19. år. De har tre teenagere på 13, 15 og 17 år. Til dagligt arbejder Steen som familiekonsulent i Indre Mission og har derigennem arbejdet en del med det at være maskulin og kristen. Du kan læse mere om mandekonferencen og tilmelde dig her.