#62 Hvor godt kender dine venner dig egentligt?

En psykologiprofessor fra Aalborg Universitet har udtalt, at størstedelen af de problemer, der bliver præsenteret for en psykolog, kan løses med en god og ærlig ven, man kunne tale oprigtigt med.

Må jeg udfordre dig lidt? Lav en liste inde i dit hovede på dine to nærmeste venner blandt gutterne. Husk dem! Og nu, lav en liste over de to til tre største udfordringer du kæmper med lige nu. Ikke sådan noget med at børnene ikke opfører sig ordenligt eller økonomien trykker, det er sekundære udfordringer – men din reaktion derpå, at du er bekymret eller reagere udfarende, du bliver hidsig eller søger tilflugt i tv, sex eller mad. Det er hvad jeg kalder udfordringer. Har du dine to lister klar?

”Den eneste måde at finde ud af om en person er til at stole på, er at stole på ham.”
– Ernest Hemingway

Spørgsmål: Kender dine to, eller én af de to, nærmeste venner dine udfordringer lige nu? Har du fortalt dem om det og hvordan det påvirker dit liv, dit ægteskab, din relation til dine børn? Prøv at vend den om. Ved du hvad dine to venner går og tumler med lige nu?

Det er let at være venner og have bekendte, så længe vi kan gå og vise vores fine polerede overflader, småprale med vores bedrifter og landvindinger og diskutere politik, sport og teknik. Det er i sandhed ingen kunst at være overfladisk. Det bliver straks mere udfordrende, når vi piller lagene af løgne og begynder at vise vores mindre pæne bedrifter, når vi sætter ord på vores skyggesider og tør vise, at vi ikke altid formår at være ovenpå, have styr på tingene og at overfladen mest er til pynt og dække for en mere udfordrende virkelighed.

At få sådan et venskab, kan føles som at gå planken ud, dybde i relationer opnås ved at du tilbyder et dybere indblik i dit eget liv (<– Click to Tweet). Men at have en god ven, hvor man kan tale ærligt og åbent om udfordringer i livet, sår i sjælen og måske endda bede sammen bagefter. Det kan ikke byttes for noget i verden.

Så hvad er næste skridt? Gå tilbage til din lister med udfordringer og venner. Vælg en ven, vælg en udfordring og vælg en café. Start med small-talk som I plejer, fortæl så en vinkel eller en bid af din udfordring og se hvad der sker. Mange mænd er ensomme bag deres facader, de venter på at nogle begynder at være ærlige, så der plads til at de også kan være det. Men én bliver nød til at begynde.
(Foto: rburtzel)

Læs også:

Reklamer

#60 Gæsteindlæg: Kan du ikke det?

Dagens gæsteindlæg er skrevet af Simon Madsen. Simon er 28 år, gift med en skøn kvinde, far til en dejlig datter, efterskolelærer og uhyggeligt selvkritisk. Han nyder livet med alt hvad det indebærer af prøvelser, udfordringer og oplevelser.

Kan du ikke det??” Spørgsmålet blev stillet med en slet skjult ansigtsgrimasse, som tydeligt afgjorde, at jeg lige havde sagt noget helt skævt. I ét splitsekund var jeg fanget mellem blikkene fra mine kolleger, som ligeledes trak let på smilebåndet eller bare kiggede for at se, hvad jeg mon nu ville sige for at rette op på fadæsen. Altså den fadæse, hvor jeg tydeligt gav udtryk for, at jeg ikke selv skifter dæk på bilen (Jeg skifter heller ikke selv olie, eller pærer for den sags skyld).

Mit svar kom prompte. For at redde forståelsen af mig som ”mand”, så indskød jeg: ”Jamen, det er jo nemmest at få mekanikeren til at gøre det, når dækkene alligevel står ude ved ham.” Ikke en løgn egentlig – det er da nemmest, men ikke den virkelige grund. Jeg må simpelthen bare melde pas på alt det med bilen, som for så mange mænd er enkelt.

I ét splitsekund var jeg fanget mellem blikkene fra mine kolleger.

Men set i bakspejlet, så undrer mit svar mig. Hvorfor var det, at jeg ikke bare sagde det som det var – at det duer jeg ikke til? Hvorfor var jeg bange for at vise en svaghed frem i lyset? Og det er vel og mærke en svaghed jeg er ret tydeligt bekendt med, da min interesse og forståelse for biler og mekanik, er cirka lige så stor som Gummi Tarzans overarme!

Det der skete i situationen gik fra at være en lettere ligegyldig samtale om det elendige danske efterårsvejr, over i en snak om at få sat vinterdæk på bilen, men endte pludselig ubevidst i et forsvar af min mandighed… sådan tænker jeg i hvert fald om det nu.

Men hvad er en rigtig mand egentlig? Hvilke egenskaber tilskriver vi en rigtig mand? Jeg er sikker på, at der kunne findes mange definitioner, men i vores vestlige samfund er der alligevel nogle ting der tilskrives den arketypiske mand. Jeg tror ikke helt jeg kan sætte ord på det, men det har noget med styrke at gøre – både fysisk og mentalt. Det er noget med at lægge låg på sine følelser, kunne ordne bilen når den er i stykker, samle IKEA-skabet (helst uden manualen) og samtidigt være uduelig i et køkken.

Jeg ved godt, jeg generaliserer, og i vores liberaliserede danske samfund bliver vi bedre og bedre til at se forskellige mandlige idealer. Alligevel føler jeg mig alligevel i ny og næ udfordret af disse idealer – formentlig fordi jeg personligt rammer forbi flere af dem.

Der må bare være noget, der kendetegner en rigtig mand bedre end fra hans evner med IKEA-møblet, køkkenkniven eller den der dims man skifter dæk med, men hvad? Hvilke evner, egenskaber eller karaktertræk tænker du kendetegner en rigtig mand?
(Foto: Great Beyond)

Læs også:

#50 Patriark, sæddonor, skaffedyr, helt, tøffelhelt, boy-toy og bøv. Hvad er manden egentligt?

En kommentar her på bloggen fik mig til at huske, hvorfor jeg i sin tid valgte titlen “mand mig op” for bloggen her. Fordi jeg et eller andet sted er dumpet ned i dette vadested mellem manderoller. Patriarken er død, og kvinderne har i flok forladt kødgryderne og indtaget store dele af arbejdsmarkedet. I mellemtiden har manden været tilskuer til, hvordan kvinden har overtaget vigtige funktioner i samfundet – ligestillingen er nok kommet for at blive.

Hvad manden ikke har gjort, er at finde sin egen rolle i den nye samfundsstruktur. Han kan ikke længere krone sig med titler som skaffedyret eller familiens overhoved. Men hvilken title har han så?

I mange år har mændene jo heller ikke gidet tage en diskussion om, hvordan de i virkeligheden har tænkt sig at være mænd.” – Naja Marie Aidt

Jeg ønsker ikke patriarken tilbage – jeg er overbevist om, at den struktur har lige så mange negative sider om ikke flere end positive. Vi mænd har et arbejde foran os med at få defineret, hvilken rolle vi ønsker at indtage i familien og samfundet. (<–Click to tweet)

Det nytter ikke noget at klynke over, at der ikke er en nem manderolle at træde ind i længere. Det nytter heller ikke at kapitulere og trække sig tilbage med undskyldninger om, at nu føler man sig overflødig som skaffer, overhoved og far – reduceret til kæledyr og sæddonor. Manderevolutionen er nu 40 år forsinket og det efterlader et vakuum. Jeg forstår frustationen, men ingen af disse positioner bringer noget som helst godt til bordet.

Hvad der derimod kunne være berigende, var en nysgerrighed på hvad det at være mand indbærer i det nye årtusinde – et bidrag af spørgsmål, ideer og erfaringer fra mænd til mænd. En åben samtale hvor frustrationen bliver vendt til en udfordring!

Så hvad gør vi herfra? Os mænd? Hvis vi nu stopper med at give kvinderne skylden, og udviklingen skylden og vores fædre skylden. Lorten på bordet – hvad er næste skridt herfra mod en moderne mandighed.
(Foto: NatalieMaynor – redigeret af undertegnede)

Læs også:

#46 Mandens hule

Efter endt mandeseminar på Sommercamp 2012 med Jacob Wagner og Jarle Tangstad, bemærkede jeg betegnelsen “mandens hule” blive nævnt. Første gang jeg hørte om huleteorien var fra bogen “Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus”. De fleste mænd har behov for trække sig tilbage fra samfundet og familien og ind i hulen. I hulen kan manden så mærke sig selv og finde ud af tingene i ro og mag (selvfølgelig imens han jager, fisker, bygger modelfly el.lign – maskulin multitasking).

Hulen er et vigtigt element for rigtig mange mænd, at komme ned i gear og finde overblik og retning over ens eget liv. Men jeg kan ikke komme udenom, at for nogle mennesker bliver hulen en fængslende grotte. I mandehulens navn gemmer manden sig i sin hule for sig selv og omverdenen. Han fordyber sig i sine hobbies og kommer sjældent ud. Hans børn skal opstøve opsøge ham for at få opmærksomhed, men de skal helst ikke forstyrre for meget.

“…og han (Adam) svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.«” – Adam, 1.mosebog kapitel 3, vers 10.

Hulen skal være et rum manden trækker sig tilbage til for at samle sig selv og få overblik, for derefter at vende tilbage med fornyet styrke og vision til glæde og gavn for hans familie og samfund. Hvis hulen bliver et sted manden gemmer sig for omverdenen, så er der noget dybere og uforløst på spil. Det være sig i mandens indre liv, hans familie eller hans ægteskab. Her er hulen ikke en løsning, det er et gemmested som holder manden i status quo – der er nok fred i hulen, men krigen venter udenfor. Det bringer ingen glæde og gavn for manden selv, hans familie eller samfundet omkring ham. Sådan en mand har brug for at komme ud af hulen og få hjælp til at gribe om livet! (Foto: Sam Cockman)

Læs også:

#45 Din maskuline rejse starter ved dit sår

Vi mænd er  alle blevet såret, nogen mere end andre, men alle bærer vi et sår. Et sår i vores maskulinitet. Ikke alle mænd er opmærksomme på det, for det er smerteligt at tænke på, og endnu mere smerteligt at gøre noget ved. Så det er lettere at dække det til og lade som om, at alt er i orden. Det gør de fleste andre tilsyneladende også. Og som de fysiske skader og sår vi oplever i livet, så tilretter vi kroppen til at gå eller sidde anderledes, sådan at vi ikke mærker smerten fra skaden. Men såret er der stadig – om vi vil vide af det eller ej. Og såret i den maskuline identitet efterlader et rungende spørgsmål: Har jeg det, der skal til?

Grunden til at såret sidder i det maskuline, er at det blev påført af andre mænd i situationer, som har skadet dannelsen af den maskuline identitet hos drengen. Det kan være faderen, der er smuttet fra konen, og i kølvandet også efterlod sin søn uden at vedholde kontakten til ham. Tilbage står drengen og føler sig værdiløs og uden værdi i øjnene på den måske vigtigste mand i hans liv.

Det kan være en gruppe af drenge i skolen, som opfinder manddomsprøver af mere eller mindre forsvarlig karakter, men drengen, som vælger at sige fra, bliver en bangebuks eller tøsedreng i øjnene på de andre drenge.

Det kan også være at drengen gik senere i pubertet end de andre, og måtte høre spottende kommentarer i omklædningsrummet. Det kan være at drengen havde  interesser, der ikke inkluderede sport, mekanik eller computerspil, og derved følte sig mindre anerkendt eller ekskluderet på de forskellige instutitioner eller hjemme. På et eller andet tidspunkt har drengen eller den unge mand, oplevet sig selv som mindre mand i andres øjne, og det har efterladt et sår og et rungende spørgsmål. Har jeg det, der skal til?

Dette sår efterlader manden fragmenteret. Disponeret til at blive macho, selvhævdende, travlt med at bevise, at han er stærkere og modigere, og kan mere end de andre mænd, når det kommer til penge, magt eller kvinder. Han bliver et omvandrende selvtillidsboost – kun for at modbevise, at han er såret. Eller også bliver manden blød. Tvivlende så meget på sig selv, bange for at tage en retning i livet eller finde sammen med en kvinde. Han trækker sig fra fællesskabet med andre mænd, usikker på noget som helst omkring sig selv, sin vilje og sine drømme. Han bliver en tabermand.

Her, ved dette sår, starter din maskuline rejse. Før dette sår er blevet identificeret, helet og taget hånd om, vil du handle ud fra sin sårethed fremfor et helet selv. Foran dig er en svær opgave, et tilbageblik til de oplevelser, som du helst ikke vil huske, som du måske har bagetalisret og gjort ubetydelige, men som i virkeligheden gik tæt på og sårede dig. Situationer, der på et vigtigt tidspunkt i dit liv, fik dig til at tvivle på din plads blandt andre mænd. Personer, hvis handlinger mod dig efterlod dig med et rungende spørgsmål; har jeg det, der skal til? Her er dit sår, her starter din maskuline vandring.

Investigate my life and make me clean
Shine upon the darkest place in me
– Investigate, Delirious

Læs også:

(Foto: Mollenborg)

#44 Ét minut – med Peder Poulsen

Peder Poulsen er præst og bestemt værd at lytte til. Han tager spadestikket dybere end de forrige afsnit, og går ind i mandens smerte og mandens trøstebolché… nemlig kvinden. Av – men hvis vi vil udvikle vores mandighed, må vi også stå ansigt til ansigt med det vi frygter at indse.

#41 Gæsteindlæg: Dagens mand er sløv!?

Dagens mand er sløv i ægteskabet, fraværende i hjemmet og sovende i kirken. Kvinderne tager initiativet, overtager ansvaret og står ved roret. Dette wake-up-call kan læses på folderen til den mandekonference, der løber af stablen i september, og som flere kirkelige organisationer står bag. Men passer dette provokerende udsagn? Er vi mænd sløve, fraværende og sovende de steder, der skulle betyde mest af alt for os? Er det overdrevet, eller er det egentlig en meget god beskrivelse af den kristne mand i 2012?

Det begynder med ordene fra Jos. 24,15 ”Jeg og mit hus vil tjene Herren.

At være en kristen mand betyder:

  • At du skal tage ansvar for din familie, din menighed og dit arbejde mm.
  • At du skal være forbillede for andre – specielt din kone og børn – især når det gælder om at tjene Gud.

I familien skal du være mand for din kone, far for dine børn og have Gud som herre i dit liv! I et ligeværdigt samspil med familiens øvrige medlemmer skal du netop være mand. Din opgave er at gøre, hvad der står i din magt for, at din kone og dine børn trives og har det godt. Din opgave er at repræsentere de maskuline værdier i helheden. Sådan som det er kvindens opgave at repræsentere de feminine og børnenes de barnlige værdier.

Både far og mor har til opgave at give deres børn livsmod og selvværd. Det sker især ved gang på gang, gennem handlinger og ord, at lade det enkelte barn vide:

  • Du findes, og jeg elsker dig, som du er.
  • Der er ikke noget du kan gøre, som får mig til at elske dig mere.
  • Der er ikke noget du kan gøre, som får mig til at elske dig mindre.

For drengenes vedkommende bør far være med i de lege og spil, de har i gang. Han skal være med i drengenes voldsomme lege og deres ”er-du-stadig-den-stærkeste-far-leg”, deres skydespil, bilspil og konkurrencer.

For pigernes vedkommende handler det som regel mere om at stille sig til rådighed med snak, at være en stærk, solid støtte, der kan bære dem, når noget går dem på og være en, de kan putte sig ind til.

Nysgerrig? Det og meget mere vil vi sætte fokus på ved konferencen d. 29. september 2012 i Bilernes Hus i Silkeborg, hvor enhver (mand) er mere end velkommen. Dagen skulle gerne være med til, at vi kan omformulere sætningen fra folderen til: Dagens kristne mand er aktiv i ægteskabet, nærværende i hjemmet og engageret i kirken! Ses vi?

Steen Møller Laursen er gift med Charlotte på 19. år. De har tre teenagere på 13, 15 og 17 år. Til dagligt arbejder Steen som familiekonsulent i Indre Mission og har derigennem arbejdet en del med det at være maskulin og kristen. Du kan læse mere om mandekonferencen og tilmelde dig her.

#40 Jeg har for travlt til at mærke mig selv

Jeg var ret overbevist om, at det hele kørte på skinner forleden. I godt en uge havde jeg streget det ene punkt efter det andet ud på min to-do-liste.

  • Træ fældet – tjek.
  • Video redigeret – tjek.
  • Eksamener forberedt og gennemført – tjek.
  • Osv… -tjek.

Jeg var faktisk på forkant og fik afsluttet rigtig meget for en gangs skyld. Det var let at føle sig som en vigtig arbejdsom mand. Der var bare lige den detalje, at min familie lå i kølvandet og savnede kontakt.

Indrømmet! Da min kone konfronterede mig med mit mentale fravær, fik jeg travlt med at forsvare min position som hårdt arbejdende, forsørgende og pligtopfyldende (jeg kæmper stadig med det der undskyld). Men set i bagspejlet kunne jeg godt se, at jeg havde kørt mit eget løb, og på intet tidspunkt været nærværende i den foregående uge. Arbejdende om dagen, træt om aftenen. Faktisk mærkede jeg ikke selv savnet efter nærvær med min hustru eller mine børn, fordi når det kommer til at mærke mig selv, så har jeg for travlt med andre ting.

Når jeg ikke mærker mig selv, så falder jeg i en stereotyp manderolle. Spøjst hvordan det at tage ansvar og være pligtopfyldende (læs: have travlt med ting), bliver en hæmsko for, at jeg kan mærke mig selv, som så igen bliver en hæmsko for, at jeg kan være den mand, jeg ønsker at være. Så jeg stoppede op, jeg fandt et hul i min hverdag og mærkede efter og fik ryddet op (for hundredeogsyttende gang)! Det hele havde selvfølgelig gået meget mere smertefrit for min familie og mig selv, hvis jeg havde stoppet op midt i raset. Stoppet og mærket efter, hvem jeg egentlig havde så travlt med at tilfredsstille, og om det virkelig var det jeg ønskede?

Lukker andre også ned for følelserne og kører på med hverdagens pligter, eller er andre bedre til at stoppe op, mærke efter om livet er på ret kurs på både den korte og den lange bane? Det vil jeg nemlig virkelig gerne lære. Og jeg vil virkelig gerne lære ikke lade mig styre ubevidst at stereotype manderoller  i min kultur.
(Foto: 3oheme)