#52 Mænd og kvinders hjerner

Har du hørt Mark Gungors ægteskabsseminar? Hvis ikke, så er du gået glip af noget, og du får lige en smagsprøve her. Sandheder er nu sjovest at modtage, hvis man kan smile i mens, og det kan man til hans seminar “Laugh your way to a better marriage”. God weekend.

Reklamer

#51 Derfor kan en kvinde ikke være statsminister

Nogle stemmer i samfundet taler nu om, at Helle Thorning-Schmidt er det værste, der er sket for ligestillingen i Danmark, endnu! Fordi hun konkret demonstrerer, at en kvinde ikke  evner at lede landets største virksomhed, staten!

Men hvorfor er det nu, at vi tænker sådan? Nogle mener, at kvinder ikke har det drive og mod, der skal til, for at tage tunge beslutninger under pres med store konsekvenser til følge. At kvinder er for bløde til at forhandle og altid vil søge et kompromis, også hvor et kompromis ikke er den bedste løsning. Sådan siger nogen.

Samme argumentation går igen, når der mangler en god forklaring på, hvorfor over 90% af bestyrelserne i landets store virksomheder er mænd, eller hvorfor de fleste forskerstillinger på universiteterne er besat af mænd. Det er skam ikke fordi de er mænd! Det er ganske enkelt fordi de er de mest kompetente til jobbet. Men det holder ikke helt, vel? Der findes massevis af kvinder med kant, mod og fantastisk analytisk evne til at træffe tunge beslutninger i pressede situationer, nogle er endda bedre end de fleste ledende mænd.

Er den en oprigtige begrundelse ikke, at kvinder bliver mødre, går på barsel, har et hjerte som også rummer børnenes ve og vel, som gerne vil hjem og være en del af familiens liv? Og er der krise på hjemmefronten, så ryger fokus fra arbejdsfronten, hvilket TV-serien “Borgen” portrætterede i anden sæson. Hvis en kvinde arbejder over flere aftner i træk, mens der er syge børn derhjemme, så er hun ikke en god mor. Arbejder manden over flere aftener i træk, så tager han ansvar!

Der er noget i vores kultur, der forventer mere af moderrollen end faderrollen på hjemmefronten. Den fraværende fader er en kendt person i familien Danmark, den fraværende moder derimod er nærmest ukendt. Skulle Helle Thorning-Schmidt blive skilt, vil mange nikke og sige “Hvad sagde vi?“. Skulle det samme hænde for Lars Løkke, betaler han en vigtig pris for at lede landet, og vi bør have respekt for hans indsats.

Hvorfor er det vi mænd tror, at vores rolle i vores børns liv ikke er så vigtig? At vi kan have travlt med alt muligt andet? At vores vigtigste rolle er at bringe penge (og gerne mange af dem) til bordet og så er vores familie glad? Den eneste grund til at kvinder ikke kan indtage de tunge poster i samfundet og i erhvervslivet er, at vi mænd regner os selv så overflødige, at vi benytter store dele vores tid væk fra vores børn.

Jeg læste i et interview med finansminister Bjarne Corydon, at han havde valgt at betale en høj familiepris, for at være i den rolle han var. Hans børn spekulerede ikke i om far kom hjem om aftenen, men om han var hjemme til deres fødselsdag! Og sådan havde det været i 7 år med en del flere år i sigte (og hans børn er små børn mellem 3 og 11). Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det er for meget at kræve af en af landets ledere… så længe det er en mand der besætter posten.

Så hvorfor kan en kvinde ikke være statsminister? Ikke fordi hun mangler evnerne og talenterne. Men fordi mænd har den opfattelse af, at de ikke behøver at være tilstede i deres egen familie, tage orlov hvis der er krise, tage barsel eller bare barnets første sygedag! Og så tilfalder den vigtige rolle kvinderne.

Er det helt af sporet – skyldes det manglende evner og talenter hos det kvindelige køn, at de ikke kan beside topposter. Ellers skyldes det vores lave forståelse for mandens betydning i børnenes og hjemmets liv?
(Foto: stm.dk)

Læs også:

#50 Patriark, sæddonor, skaffedyr, helt, tøffelhelt, boy-toy og bøv. Hvad er manden egentligt?

En kommentar her på bloggen fik mig til at huske, hvorfor jeg i sin tid valgte titlen “mand mig op” for bloggen her. Fordi jeg et eller andet sted er dumpet ned i dette vadested mellem manderoller. Patriarken er død, og kvinderne har i flok forladt kødgryderne og indtaget store dele af arbejdsmarkedet. I mellemtiden har manden været tilskuer til, hvordan kvinden har overtaget vigtige funktioner i samfundet – ligestillingen er nok kommet for at blive.

Hvad manden ikke har gjort, er at finde sin egen rolle i den nye samfundsstruktur. Han kan ikke længere krone sig med titler som skaffedyret eller familiens overhoved. Men hvilken title har han så?

I mange år har mændene jo heller ikke gidet tage en diskussion om, hvordan de i virkeligheden har tænkt sig at være mænd.” – Naja Marie Aidt

Jeg ønsker ikke patriarken tilbage – jeg er overbevist om, at den struktur har lige så mange negative sider om ikke flere end positive. Vi mænd har et arbejde foran os med at få defineret, hvilken rolle vi ønsker at indtage i familien og samfundet. (<–Click to tweet)

Det nytter ikke noget at klynke over, at der ikke er en nem manderolle at træde ind i længere. Det nytter heller ikke at kapitulere og trække sig tilbage med undskyldninger om, at nu føler man sig overflødig som skaffer, overhoved og far – reduceret til kæledyr og sæddonor. Manderevolutionen er nu 40 år forsinket og det efterlader et vakuum. Jeg forstår frustationen, men ingen af disse positioner bringer noget som helst godt til bordet.

Hvad der derimod kunne være berigende, var en nysgerrighed på hvad det at være mand indbærer i det nye årtusinde – et bidrag af spørgsmål, ideer og erfaringer fra mænd til mænd. En åben samtale hvor frustrationen bliver vendt til en udfordring!

Så hvad gør vi herfra? Os mænd? Hvis vi nu stopper med at give kvinderne skylden, og udviklingen skylden og vores fædre skylden. Lorten på bordet – hvad er næste skridt herfra mod en moderne mandighed.
(Foto: NatalieMaynor – redigeret af undertegnede)

Læs også: